Mange ønsker sig en ny bil, et sommerhus eller en rejse til Afrika. Uanset hvad du drømmer om, kan det være svært at få drøm og økonomi til at gå op i en højere enhed. Men faktisk kræver det ikke de store omvæltninger at puste lidt ekstra luft i budgettet, så drømmene kan føres ud i livet.
Du får her gode råd med på vejen – og fælles for dem alle er, at de kun kræver små ændringer i dine daglige rutiner.
Læg et budget
Først og fremmest skal du lægge et budget. På den måde får du skabt dig et overblik over, hvad dine penge rent faktisk går til hver måned. Og ud fra det er det lettere at finde ud af, om du betaler for noget, som du egentlig ikke har brug for. Måske har du et fitnessmedlemskab, du ikke bruger? Du har sikkert meldt dig ind med de bedste intentioner, men hvis du ikke kommer af sted, er det penge direkte ud af vinduet.
Undgå de drilske impulskøb
Når du skal handle ind til aftensmaden, er en af de store farer, at du ikke har lagt en ordentlig slagplan. Hvis du ikke har besluttet dig for, hvad aftensmaden skal stå på, ryger du let i impulsfælden. Indkøbskurven bliver fyldt med lidt af hvert, uden du egentlig ved, om du får brug for det. Sørg derfor for at skrive en indkøbsseddel hjemmefra, så du præcist ved, hvad kurven skal indeholde.
Tilmeld dig betalingsservice
Der kan ryge mange dumme penge til rykkere på regninger, der ikke bliver betalt til tiden. Men hvis du tilmelder dig betalingsservice, skal du ikke gå at huske på at betale dem. På den måde er du sikker på, at de bliver betalt til tiden, så du ikke ender med at betale endnu mere for el, vand eller varme, end det du har brugt.
Tjek dine abonnementer og TV-pakke
Som de fleste andre er en af de faste udgifter i dit månedlige budget sikkert et mobilabonnement. Men betaler du for mere, end du bruger? Tjek, hvor meget data du bruger, og find ud af, om dit abonnement passer til dine behov. Undersøg også, om andre teleselskaber kan give dig en bedre pris.
Du kan formentlig ikke undvære et TV, men hvis du har kanaler, som du aldrig ser, er det en god idé at nedgradere til en mindre TV-pakke eller få en anden sammensætning af kanaler, så du ikke betaler for noget, du slet ikke ser.
Find de billigste forsikringer
En af de tunge budgetposter er dine forsikringer. Du skal både have en ulykkesforsikring og en indboforsikring, og hvis du ejer en bil, skal du også have en bilforsikring, hvis uheldet er ude. Du kan hente mange penge ved at undersøge markedet grundigt.
Kontakt flere forsikringsselskaber, og bed dem give dig et tilbud, så du kan sammenligne dem. Måske er det billigere for dig at have dine forsikringer ved forskellige selskaber, men det kan også være, at den billigste løsning er at samle dem ét sted.
Spar på vandet
Det er dejligt at stå under en varm bruser, men der ryger også meget vand ned i afløbet, mens du står der. Hvis du vil spare penge, så tag kortere bade, og sluk for vandet, mens du sæber dig ind.
Husk også at fylde vaskemaskinen og opvaskemaskine op med tøj og service, så du ikke bare vasker i en maskine, der er halvt fuldt.
Køb second hand
Har du for nyt tøj eller et nyt møbel? Så kan du spare mange penge ved at købe brugt. På nettet findes der flere second hand-sider, hvor private sælger ud. Meget af tøjet er helt nyt eller brugt meget lidt. Og i stedet for at give fuld pris i butikken, kan du ofte få det til halv pris. Du skal naturligvis her være opmærksom på, at du ikke kan bytte det på samme måde som i en butik eller webshop.
Gå på jagt efter tilbud
Når du skal handle madvarer ind, bør du gennemgå ugens tilbudsavis. Selvom det kun er få kroner, du kan spare på osten, bliver det i det lange løb til mange penge.
Sørg for at sammenligne priser på nettet, hvis du eksempelvis har brug for en ny parfume eller skal købe en gave. Den samme vare står ofte til vidt forskellige priser i netbutikkerne. Det er også værd at holde øje med rabatkoder og andre tilbud, som de mange webshops ofte kører med.
Skriv et svar